ForsideTuristbuskørselSend fortsat billeder af udenlandske busser!

Send fortsat billeder af udenlandske busser!

Danske Busvognmænd har siden april indsamlet over 800 henvendelser om udenlandske bussers kørsel i København. Vi opfordrer til, at chauffører og busvognmænd fortsat tager billeder, når de ser en udenlandsk bus, som måske kører cabotagekørsel.

22-06-2017

Danske Busvognmænd har siden april indsamlet over 800 henvendelser vedrørende udenlandske bussers cabotagekørsel i Danmark. Heraf dokumenterer de foreløbige analyser, at mindst 100 udenlandske busser kører systematisk cabotagekørsel i København - og det er givetvis blot toppen af isbjerget. Ved de mange henvendelser dokumenterer registreringsnummeret, hvilken bus der er tale om. Danske Busvognmænd vil bede skatteministeren om at sikre, at SKAT laver en kontrol af de observerede udenlandske busselskaber for at sikre, at de betaler 25 % moms af deres kørsel i Danmark.

Send fortsat billeder!
"Hele den europæiske busbranche skriger på et behov for cabotageregler på busområdet. Vi har møde om emnet med EU-Kommissionen i juli og vil også fremlægge undersøgelsens resultater for de ansvarlige politikere i Danmark,” fortæller Steen Bundgaard, adm. direktør i Danske Busvognmænd. Steen Bundgaard opfordrer vognmænd og chauffører til fortsat at tage billeder af udenlandske busser: "Vi vil meget gerne dokumenterer over for myndighederne, at de udenlandske busser - udover at undlade momsbetalingen - bliver i Danmark længere end de tilladte to-tre måneder. Derfor skal vi gerne bruge billeder af udenlandske busser for hele sommerperioden i 2017."

Du kan læse mere om de foreløbrige resultater af undersøgelsen i juliudgaven af Busmagasinet.

Informer Danske Busvognmænd
Danske Busvognmænd indsamler så mange informationer som muligt om ulovlig kørsel med udenlandske busser i Danmark. Dertil har vi brug for vognmænd og chaufførers hjælp. Har I mistanke om, at der er udenlandske busser, der udfører ulovlig cabotagekørsel i Danmark, må I meget gerne tage billeder af bussen, hvoraf registreringsnummer og firmaoplysninger fremgår, og sende det til følgende mail:

informerom@db-dk.dk

med oplysninger om tid og sted for fotograferingen.

Du kan også uploade billede og oplysninger på Facebookgruppen 'Stop udenlandske turistbussers cabotage kørsel i DK'. Her skal du først anmode administrator Lars Bregnbak om medlemskab af gruppen.