ForsideTuristbuskørselSammenlægningen med DTR er en kendsgerning

Sammenlægningen med DTR er en kendsgerning

Til det ekstraordinære årsmøde den 20. juni blev den foreslåede vedtægtsændring, der bl.a. tillader at optage bl.a. Dansk Taxi Råds medlemmer i foreningen stemt igennem med et overvældende flertal. Foreningen skifter med vedtægtsændringen navn til DPT - Dansk PersonTransport pr. 1. januar 2019.

21-06-2018

Vedtægtsændringen betyder konkret, at alle, der har tilladelse til og udfører erhvervsmæssig persontransport inden for bus, taxi, limousine, offentlig kørsel og sygetransport samt driver bestillings- eller kørselskontorvirksomhed, kan blive medlem af foreningen DPT. Hovedbestyrelsen kan endvidere beslutte at optage andre, der har tilladelse til at udføre anden erhvervsmæssig persontransport. Med vedtægtsændringen følger også en accept af en sammenlægningsaftale med DTR, som sikrer at fusionen med DTR kan gennemføres og at deres medlemmer indtræder i DPT og den nyetablerede taxi-sektor pr. 1. januar 2019.

Vedtægtsændringen sker bl.a. som en konsekvens af den nye taxilovgivning og for at klæde eksisterende og nye medlemmerne på til at kunne møde kundernes behov for alsidige mobilitetsløsninger i fremtiden. 

Henning Jensen fra De Blå Busser i Skive, var på det ekstraordinære årsmøde bekymret for om foreningen ville blive handlingslammet, hvis flere forskellige typer af medlemmer skal rummes med mulige modstridende interesser. Carsten Rasmussen, Vedde Turistfart og medlem af hovedbestyrelsen, tog ordet og opvejede fordele mod ulemper med den konklusion at forslaget stadigvæk var overvejende positivt. Ligeledes tog John Bergholdt ordet og forsikrede medlemmerne om, at foreningen i fremtiden ikke vil blive handlingslammet, men derimod vil fortsætte med at arbejde proaktivt for at fremme alle medlemmers interesse, også selvom det måske til tider kan blive en udfordring at få alle ender til at mødes.

Efter disse indlæg skred årsmødet til afstemning, der blev afgjort med et overvældende og meget klart flertal for de foreslåede ændringer.

Ny forening en realitet
Dermed er vedtægtsændringen en realitet, hvilket resulterer i at foreningen pr. 1 januar 2019 skifter navn til DPT - Dansk PersonTransport. Den kommende tid vil blive brugt på at arbejde hen imod opstart af den nye forening med det der hører til af nyt logo, hjemmeside m.v.

Som afslutning på årsmødet kvitterede John Bergholdt for årsmødets opbakning til det fremlagte forslag, men lovede også, at den bekymring, der var blevet rejst, vil indgå i arbejdet i den nye forening. ”Vi har altid i Danske Busvognmænd sat en ære i at samle og forene alle vores medlemsvirksomheder trods deres forskelligheder. Det vil vi også gøre fremadrettet i DPT. Hovedbestyrelsen og foreningen vil fortsat være indstillet på at lytte til medlemmernes og branchens sager og følge dem til dørs, hvis der er behov for det. Det er medlemmernes aktive deltagelse og stillingtagen, der bidrager til at holde liv og foreningen og holde den på rette kurs”.