ForsideSamarbejde styrker kontrol

Samarbejde styrker kontrol

Samarbejde mellem myndigheder skal øge fokus på de brodne kar i busbranchen. Danske Busvognmænd hilser initiativet velkommen.

10-01-2012

I længere tid har vognmandsbranchen efterlyst mere kontrol. I 2011 er dette ønske blevet efterkommet af myndighederne, idet Skat, Rigspolitiet og Trafikstyrelsen har indledt et samarbejde, hvis formål det er at rette fokus mod de brodne kar i branchen. Det er et skridt i den rigtige retning, mener Danske Busvognmænd.

”Vi er glade for den øgede kontrol og det øgede fokus på de virkelig graverende lovovertrædelser, som er med til at give branchen et dårligt ry,” udtaler chefkonsulent i Danske Busvognmænd, Lasse Repsholt. ”Langt de fleste vognmænd driver seriøs forretning, men vi kan ikke komme uden om, at det er et erhverv, som også brodne kar finder vej til. Vi støtter derfor ethvert tiltag, der beskytter de vognmænd, som følger lovens regler,” fortæller Lasse Repsholt og forklarer: ”Der behandles netop nu et lovforslag i Folketinget, hvor der lægges op til mindre administrativt bøvl for vognmændene ved at vognmandstilladelser ikke længere er gyldige i fem år, men i ti år. Skal denne ændring igennem, er det vigtigt, at den følges op af bedre, løbende kontroller, som den tværgående indsats, der er blevet taget initiativ til af Skat, Rigspolitiet og Trafikstyrelsen.”