ForsideTuristbuskørselNy transportminister med liberale mærkesager

Ny transportminister med liberale mærkesager

Med den nye regering fulgte et nyt regeringsgrundlag og en ny transportminister. Der er ikke tale om radikale ændringer i forhold til den tidligere kurs. Mere udbud på togområdet, liberalisering af taxiloven og udvikling af digitale løsninger til den kollektive trafik er fokusområder i regeringsgrundlaget.

02-12-2016

En Venstre-minister, Hans Christian-Schmidt, takker af, mens Ole Birk Olesen (LA) overtager posten som transportminister. Det nye regeringsgrundlag for trekløverregeringen Venstre, Liberal Alliance og Konservative  lægger først og fremmest op til flere vejinvesteringer, såsom udvidelse af E45 og en undersøgelse af havnetunnellen i København.

Hovedpunkter i regeringsgrundlaget vedrørende den kollektive trafik:

  • Arbejdet med en ny taxilov vil fortsætte under den nye transportminister, der ifølge regeringsgrundlaget skal fremme ”konkurrencen på markedet for persontransport gennem ophævelse af antalsbegrænsningen på tilladelser til taxikørsel og gennem teknologineutrale krav til kontrol og forbrugerbeskyttelse samt fjernelse af unødige adgangsbarrierer til erhvervet.” Uber nævnes ikke i regeringsgrundlaget.
  • Regeringen ønsker – blandt  andet med udgangspunkt i forsøget med en ny rejseplanlægger i Nordjylland – at fremme digitale løsninger i andre dele af landet, som samtænker det kollektive trafiktilbud med f.eks. taxi og delebiler. 
  • På tog-området ønskes en markant udvidelse af brugen  af udbud  i jernbanetrafikken. 

Ny mand ved roret

Ole Birk Olesen kommer fra en post som finansordfører for Liberal Alliance. 

Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Inden Folketinget var han journalist ved Ekstra Bladet, Berlingske og for det liberale netmedie 180Grader. Som medlem af Folketinget har Ole Bich Olesen hovedsageligt arbejdet med økonomiske spørgsmål og er blevet beskrevet som hovedarkitekten bag LA’s stort anlagte 2025-plan.