ForsideTuristbuskørselNøl hos politiet skaber usikker retstilstand

Nøl hos politiet skaber usikker retstilstand

Anklagemyndigheden har besluttet at sætte alle færdselssager om overtrædelse af køre- og hviletid i bero, indtil en IT-løsning er på plads, og en ændring i færdselsloven dermed kan træde i kraft.

20-09-2017

”Sagsbehandlingen af alle færdselssager om overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne bliver sat i bero med øjeblikkelig virkning fra tirsdag 19. september 2017. Det betyder, at sagerne ikke kommer for retten eller i øvrigt bliver afgjort,” oplyser Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

1. juli 2017 trådte ændrede regler vedrørende sanktioner inden for køre- og hviletidslovgivningen i kraft. De ændrede regler, som er vedtaget af Folketinget, sætter bødeloft på sanktionerne og skaber mere rimelighed i bødestørrelsen i forhold til overtrædelsens karakter.

Ændringerne vedrørende køre- og hviletidsområdet træder dog først reelt i kraft, når IT-løsningen fra Rigspolitiet, som skal understøtte de nye bestemmelser på området, er på plads. Det forventes at ske til maj 2018.

Ovennævnte berostillelse ændrer ikke ved, at politikredsene som hidtil fortsat skal rejse sigtelse for overtrædelse af de ovennævnte bestemmelser efter de nugældende regler. Danske Busvognmænd understreger, at reglerne for overholdelelse af køre- og hviletid fortsat er de samme og skal følges på samme måde både før og efter den reelle implementeringen af den nye lovgivning – det er kun sanktionen, der ændres.

Utilfredsstillende retstilstand

Under alle omstændigheder er det ifølge Steen Bundgaard, adm. direktør i Danske Busvognmænd, utilfredsstillende, at nøl hos politiet fører til en kaotisk retstilstand for chauffører og vognmænd:

”Det er ikke morsomt, at have køre- og hviletidssager hængende over hovedet i så langt tid,” udtaler Steen Bundgaard. ”Vi er naturligvis tilfredse med, at sagerne sættes i bero, men det kan ikke passe, at det skal tage Rigspolitiet så lang tid at implementere et IT-system, når nu Folketinget har vedtaget en ny lovgivning,” afslutter Steen Bundgaard.