ForsideKollektiv trafikLetbane mangler reserver

Letbane mangler reserver

Letbaneprojektet mangler reserver. Det viser ekstern revisorundersøgelse, men udbuddet sættes i gang som planlagt

12-10-2016

I kølvandet på den politiske uro letbaneprojektet på Ring 3 i foråret blev det aftalt, at der skulle gennemføres en ekstern revisorundersøgelse af letbaneprojektets anlægsøkonomi.  Denne granskning foreligger nu, og en af konklusionerne er, at reserven - dvs. det beløb der skal afsættes til risiko og afvigelser i processen - er reduceret fra 30 pct. til 18 pct. Ernst & Young der har gennemført granskningen anbefaler, at reserven øges til 20 pct., men transportminister Hans Christian Schmidt kræver, at reserven på 30 pct. genetableres.

Forligspartierne bag Ring 3-projektet har i dag - efter at være blevet orienteret om resultaterne af granskningen - besluttet, at udbudsprocessen skal gå videre.

I Odense er man allerede i gang med udbudsprocessen for den kommende letbane. Før sommerferien kom de første tilbud ind, og det samlede omkostningsniveau viste sig at ligge alt for højt i forhold til det budgetterede. Også af den grund imødeses resultatet af udbuddet i Ring 3 med stor spænding.

I Aalborg blev letbaneprojektet som bekendt afløst af et BRT-projekt, der nu er under udarbejdelse.