ForsideTuristbuskørselKampagne skal afhjælpe højresvingsulykker

Kampagne skal afhjælpe højresvingsulykker

"Hold øje og hold afstand." Ny kampagne skal afhjælpe højresvingsulykker. Har du tjek på de gode råd?

25-09-2015

Antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister i højresvingsulykker er heldigvis faldende – og kun meget få involverer en bus. Men der hersker stadig mange myter og misforståelser om, hvordan ulykkerne sker, og hvad cyklisterne kan gøre for at undgå højresvingsulykkerne.

Det skal en ny kampagne fra Transport- og Bygningsministeriet, Trafik- og Byggestyrelsen, Rådet for Sikker Trafik og 13 organisationer – heriblandt Danske Busvognmænd – gøre op med.

Fra den 28. september til og med den 11. oktober vil man således kunne opleve højresvingskampagnen i bl.a. tv, biografer og langs cykelstier.

Gode råd til at undgå højresvingsulykker

  • Indstil altid spejlene rigtigt.
  • Se dig grundigt for, både mens du nærmer dig et kryds, mens du holder stille, og mens du svinger, så kan alle ulykkerne undgås.
  • Du skal have fuld opmærksomhed på den øvrige trafik, både ved at være frisk og udhvilet, og ved ikke at telefonere, se på kort eller andet.
  • Stop helt op, lige inden du begynder selve svinget, og se dig grundigt for igen.
  • Brug alle spejlene, forruden og sideruden flere gange, og bevæg dig, mens du ser i spejlene, så undgås blinde vinkler.
  • Vær særlig opmærksom på cyklister, hvor der er vejarbejde, skilte eller andet, der kan begrænse dit udsyn, bortlede din opmærksomhed eller vanskeliggøre svingningen.