ForsideTuristbuskørselJustitsminister beklager fartbøder

Justitsminister beklager fartbøder

Justitsministeren beklager, at der i en periode er udstedt fartbøder til busvognmænd, der har kørt mellem 80 og 100 km/t på motorvejen, selvom busserne havde en Tempo 100-tilladelse. Skulle busvognmænd have betalt bøden vil man få pengene retur fra politiet.

09-05-2017

Danske Busvognmænd har modtaget et brev fra justitsminister Søren Pape Poulsen med en stor beklagelse (klik her for at læse brevet). Ministeren beklager, at der i en periode er udstedt fartbøder til busvognmænd, der har kørt mellem 80 og 100 km/t på motorvejen, selvom busserne havde en Tempo 100-tilladelse.  Fejlen opstod fordi der i en periode ikke har været overensstemmelse mellem SKAT´s motorregister og politiets system. Derved har politiet ikke kunnet se, om en bus har haft en Tempo 100-tilladelse.

Alle vognmænd, der har fået et bødeforlæg, vil få en ny henvendelse fra politiet, hvoraf det fremgår, at de indstiller sagen. Skulle vognmanden have betalt bøden vil man få pengene retur fra politiet. Skulle dette mod forventning ikke ske i løbet af de kommende uger, bedes medlemmer kontakte sekretariatet på telefon 70 22 70 99. Så vil Danske Busvognmænd tage kontakt til Rigspolitiet i den konkrete sag.

Opdatering 19.5.2017
Rigspolitiet har identificeret ca. 300 sager, hvor der kan være udstedt fartbøder til busser på urigtigt grundlag, og alle disse sager vil blive gennemgået manuelt med henblik på at rette op på fejlene. Rigspolitiet opfordrer dog til, at busvognmænd selv retter henvendelse til politiet, såfremt bøden ikke allerede er blevet annulleret. De rette kontaktoplysninger fremgår af de modtagne bødeforelæg og kan ske ved mail såvel som telefon.