Forside DB og TUR i samarbejde om viden

DB og TUR i samarbejde om viden

Buschauffører under uddannelse eller efteruddannelse får nu adgang til den nyeste, aktuelle viden indenfor bustrafik. Det sker takket være et samarbejde mellem TUR Forlag og Danske Busvognmænd

30-06-2014

Danske Busvognmænd og TUR Forlag har indgået et samarbejde om at give buskursister på www.turteori.dk adgang til materialer på Danske Busvognmænds hjemmeside db-dk.dk. Dette nye tiltag vil være en stor hjælp og støtte i undervisningen i personbefordring på AMU-skolerne.

Følgende kurser er omfattet af aftalen:

  • AMU Personbefordring, 70 dage
  • AMU Personbefordring, 140 dage
  • AMU Efteruddannelse bus, 5 dage

Når man som kursist benytter www.turteori.dk på sin uddannelsesinstitution på ét af kurserne, får man mulighed for at søge viden på Danske Busvognmænds hjemmeside. Viden der ellers er beskyttet af kodeord og forbeholdt medlemmerne af Danske Busvognmænd.

”Vi håber, at vores kunder og kursisterne vil tage godt imod de muligheder, det nye samarbejde giver,” udtaler Annette Klubien, forlagschef hos TUR Forlag.

Danske Busvognmænd har også et andet tilbud målrettet faglærerne på AMU- og EUC-skolerne. De har mulighed for at tegne et særligt uddannelsesabonnement hos Danske Busvognmænd.

Dette abonnement omfatter:

  1. Et brugernavn og adgangskode til www.db-dk.dk der giver faglærerne adgang til de oplysninger, der ellers er forbeholdt Danske Busvognmænds medlemsvirksomheder.
  2. Op til fem mailadresser til modtagelse af Danske Busvognmænds interne nyhedsbrev, der udkommer hver fredag. Det skal være fem emailadresser på virksomhedens/uddannelsesinstitutionens eget domæne.
  3. Fem eksemplarer af Busmagasinet tilsendt valgfrie adresser.
  4. Adgang til at deltage i kredsarrangementer, fyraftensmøder og studieture af faglig karakter på samme vilkår som Danske Busvognmænds medlemmer.

”Med de to initiativer har vi ønsket at gøre vores viden tilgængelig for både faglærere og kursister, og forhåbentligt bidrage til, at buschaufførerne på skolebænken bliver endnu bedre klædt på til fremtidens udfordringer,” fortæller Lasse Repsholt, chefkonsulent, Danske Busvognmænd.