ForsideKollektiv trafikAfgifter til elbusdrift bør sænkes

Afgifter til elbusdrift bør sænkes

Transportministeren vil ikke søsætte elbus-initiativer - endnu. De nuværende el-afgifter til busdrift skævvrider dog og bør nedsættes, mener Danske Busvognmænd

13-10-2016

Transportminister Hans Christian Schmidt har ingen konkrete planer om initiativer til at fremme el-busserne som led i en national plan for at reducere transportsektorens udledning af CO2. Det skriver han i et svar til Roger Matthisen fra Alternativet. 

Danske Busvognmænd mener dog, at Transportministeren - i samarbejde med Skatteministeren - som minimum bør kigge på afgifterne for den elektricitet, der anvendes til at drive elbusserne. Som det er i dag beskattes elbusserne ifølge Danske Busvognmænd mere end godt er - Elbusser beskattes for hårdt 04.05.2016.

"Lige nu udvises der stor interesse for elbusdrift rundt omkring i landet - navnlig i Københavns Kommune. Det er en ikke ubetydelig hæmsko, at strøm til busser beskattes med en afgift der 250 gange højere end el, der benyttes til eldrevne letbaner og eltog og næsten tre gange så høj som afgiften ved dieseldrift. Det er op til kommunerne og trafikselskaberne at beslutte, om de ønsker elbusdrift. Vi skal i busbranchen nok levere. Men den nuværende afgiftsstruktur er en uhensigtsmæssig skævvridning, der kan forhindre beslutningstagerne i at tage de rigtige beslutninger," udtaler Lasse Repsholt, chefkonsulent i Danske Busvognmænd.